Af Sidsel Minuva
Én ulykke kommer sjældent alene. Springer kæden af cyklen, så begynder det også at regne. Taber du mobilen, og skærmen flækker, så ligger der også en gigantisk elregning i postkassen og griner. Og bliver din mand henrettet for mord, så viser det sig pludselig, at han faktisk var uskyldig.
Sidstnævnte hænder for Mina (Maryam Moqadam). Mandens fangenskab og henrettelse vendte allerede op og ned på den lille familie, og nu bliver Minas virkelighed endnu engang knust som et spejl i tusind stykker.
Mens problem efter problem hober sig op for Mina og hendes døve datter, Bita (Avin Poor Raoufi), dukker den mystiske Reza pludselig op. Han er åbenbart en af mandens gamle kammerater, og han har ressourcerne til at hjælpe Mina. Men hvorfor er han egentlig så fast besluttet på at hjælpe familien?
Dette spørgsmål samt Minas virvar af et liv er omdrejningspunkterne i iranske Balladen om den hvide ko. Og selvom fortællingen er mættet med konflikt og familieproblemer, så stikker filmens visuelle stil i den helt modsatte retning.
Mina og mandens bror sidder eksempelvis til møde med en jurist, som fortæller dem, at deres elskede familiemedlem blev uskyldigt henrettet. I stedet for at fange Minas desperate tårer i skælvende nærbilleder, holdes kameraet bomstille. Mina og broren sidder i det gyldne snit, og der bliver ikke klippet, indtil man har været fanget i dette stillestående rum med Minas sorg i flere minutter.
Det er et opsigtsvækkende greb. De store følelser bliver aldrig serveret på et sølvfad med traditionel hollywoodæstetik – i stedet hives man ind i et følelsesladet rum, hvor sorg, raseri og uretfærdighed flagrer ubegrænset rundt i medium shots.
Til gengæld skaber denne stil også et fortælletempo, der foregår i sneglefart. Det forekommer især i filmens anden halvdel, hvor nye uretfærdigheder ikke introduceres, og Mina blot træder vande. I frygtelig lang tid ved man som seer udmærket godt, hvor historien er på vej hen, men filmen vælger alligevel at trække tiden ud.
Selv når Mina bliver stillet over for Balladens store afsløring, forkludrer filmen øjeblikket og forhindrer seeren i at føle den katarsis, man så længe har ventet på.
Det er mildest talt frustrerende at opleve, at Balladen om den hvide kos stillestående æstetik og langsommelige tempo spænder ben for dens ellers særprægede historie.
For historien er særpræget. Den skildrer loyalt og sympatisk en iransk kvindes kamp mod et misogynt og ultratraditionelt system, der gør skade på både mænd og kvinder. Det er utvivlsomt tiden værd, men så er det alligevel synd, at man føler, at man skal slæbes igennem dele af oplevelsen.
Den titulære hvide ko er i fængsel. Den går igen i Minas drømme – et minde om og en metafor for hendes mands lidelser. Og måske også hendes egne. Sådanne historier om kvinders kår og erfaringer kan der kun være for få af, og Balladen om den hvide ko er en værdig tilføjelse til det repertoire.
Kommentarer